kunst, art


Provisorisk landskab


Det første værk man møder på udstillingen Provisorisk Landskab af Jan Danebod og Peter Olsen er en vægportal af gipsplader, som er opført foran kunsthallens indgang. Væggen fremtræder som en rå, midlertidig konstruktion, og rejser et øjeblik tvivl om udstillingen er åben eller under opbygning.


Er vægportalen en readymade, et stykke virkelighed flyttet ind i en kunstkontekst, ligesom som for eksempel et bygningselement af Gordon Matta-Clark eller en jernbanesvelle af Cameron Rowland? Ikke helt, væggen er jo sådan set ikke flyttet fra et andet sted, men bygget på stedet. Men den har lidt samme effekt som en readymade, en anonym eller objektiv udstråling. Som gør at man ser den som væg, før man måske ser den som kunst. Men hvis man først har godkendt den som kunst, hvad bliver den så? Et maleri måske?


Bevæger man sig gennem portalen kommer man ind i kunsthallens første rum, hvor et stort antal byggematerialer og andre elementer fra det offentlige rum er opmagasineret. Det er som at stå i en lagerhal snarere end i et kunstrum. Der er fliser stablet i bunker, brøndgods i adskilte betonsegmenter og asfaltprofiler i forskellige længder. I det ene hjørne står en værkstedskran, som løfter en betonstøbning fra gulvet og langs væggen finder man en afskåret træstamme med små grønne planteskud. Bagerst i rummet, blandt endnu flere fliser og betonstykker, ligger en klassisk figurativ skulptur, en del af et springvand.


Det hele ligner umiddelbart fundne ting, men synet bedrager. For selvom halvdelen af objekterne ganske vist er eksisterende genstande, som er flyttet fra et andet sted, så er den anden halvdel faktisk lavet af kunstnerne selv. Denne del er snarere mock-ups, der mimer virkelighed, men som aldrig har haft en praktisk funktion. Det er svært at se hvilke af objekterne der er fundne ting og hvilke der er selvproducerede. Materielt kan de være nærmest ens. De utydeliggør grænsen mellem virkelighed og fiktion. Men det er måske for enkelt sagt. For peger objekterne ikke på, at virkeligheden også er en konstruktion? Og at konstruktionen kan være ligeså virkelig?


Den ene åbning ud af rummet er spærret af halvgennemsigtig dampspærrefolie monteret på stålprofiler. Det forstærker indtrykket af et rum, som er ufærdigt eller under opbygning.


Det ufærdige ved rummet er også markant tilstede i alle objekterne. Både i kraft af deres stabling i bunker og midlertidige placeringer på lægter og tæpper. Og materielt idet flere er gennemskårede, så deres konstruktionslag træder tydeligt frem. Det giver hele sammenhængen en særlig potentiel karakter. Hvordan ville det se ud hvis beton-sektionerne blev samlet? Hvis fliserne blev lagt ud som et gulv? I den afskårne træstamme er tilblivelsen umiddelbart standset. Men gennem barken er nye grønne skud på vej frem.


Gennem åbningen til det andet rum er det første man ser et stort fotoprint i billboard-størrelse lænet op af væggen. Det fremtræder tilsyneladende som et fotografi af en byggeplads, men afslører sig ved nærmere eftersyn som en digital rendering lavet på basis af et fotografisk forlæg. I rummet bag fotoværket står og ligger objekter støbt i beton med indsatte polystyrenplader, samt i hjørnet en bigbag fyldt op med muld. Der er også muld på de øvrige objekter og på gulvet under dem.


Det digitale print minder i udtryk om arkitektfagets renderinger af nybyggeri, hvor det som her gengives er en flertydigt arkitektonisk struktur i et ubestemt landskab. Langt fra nybyggeriets utopiske model-virkelighed. Printet har et hypervirkeligt udtryk, som virker genkendeligt i sine detaljer men fremmedartet som helhed. Der er noget bevidst utilpasset i placeringen af billedet i gangarealet, hvor kroppen ikke kan komme på afstand, og hvor sprækkerne i billedkonstruktionen derved træder markant frem. Man forbinder muldjorden i billedets forgrund med den fysiske muld i rummet, hvor man står. Men fotoet er jo uægte, en digital konstruktion. Gør det så også den håndgribelige muld til noget immaterielt?


Langs en gang bevæger udstillingen sig videre ind i et højt rum, hvor to kastanjetræer er anbragt på gulvet ved siden af hinanden. I løbet af udstillingsperioden er bladene langsomt visnet, så bladkronen nu veksler mellem grønne og brune nuancer. På væggene hænger billed-objekter bygget op af terrænbatts samt et vertikalt relief af strækmetalplader. På gulvet ved siden af træerne er lagt en klassisk figurativ skulptur på en træpalle og rockwool.


Har ens blik på dette tidspunkt ændret karakter? Materialerne aflæses stadig i relation til den byggekontekst de kommer fra. Men man begynder måske også gradvist at kunne se dem som æstetiske elementer. Objekterne af terrænbatts kan for eksempel også opfattes som en slags vægskulpturer eller malerier udført i industrielle materialer. Forskydningen i blikket kan hænge sammen med, at objekterne har mere rum omkring sig, og på den måde fremtræder mere som vi normalt møder værker i udstillingsrum. Kan de i princippet aflæses på samme måde som en skulptur af Brancusi eller et maleri af Ellsworth Kelly? Men de adskiller sig ved at være rå og uhøjtidelige. De er bygget op af en normalitet, som de samtidig gennem deres form kritiserer.


For enden af gangen står et andet stort fotoprint op ad væggen, en digital rendering af en form for byggeplads med fire store bunker af jord eller grus. På gulvet er anlagt en cirka 10 meter lang og 3 meter bred bane af støbegrus flankeret af skillevægge til hver side. Går man rundt om grusbanen møder man en sammenstykning af vinduespartier i et stålstativ og inderst inde tre skulptur-konstruktioner af sammensatte plader.


Det byggede miljø omkring os er et rum vi normalt færdes i med stor selvfølgelighed og tillid. Det er grunden vi står på og fladerne vi omgives af. Vi går på fortorvet uden at tænke over, at der er nogen der på et tidspunkt har bestemt, at det skal være der, og nogen der konkret har lagt fliserne. Det offentlige rum er der automatisk og tilsyneladende for evigt. Byggepladserne og bygningerne under opførelse er derimod situationer, hvor konstruktionen slår sprækker og selvfølgeligheden fremstår mindre absolut, eller mere potentiel. Deraf måske deres fascinationskraft. Det er steder hvor man fornemmer, at det hele også kunne sættes sammen på andre måder. Når værkerne kobler sig til byggefagets materialer og teknikker medfører det en lignende destabilisering. Men måske frisættes også materialerne til andre formål, andre måder at erfare og tænke over stoffet uden hensyn til funktion og betydning?


Vinduerne er til den ene side tildækket af læsket kalk, som spærrer for udsyn. Til den anden side er der på kunsthallens yderside opført et højt stillads beklædt med blåt halvgennemsigtigt net af plast, der let bevæger sig i vinden. Det blå net får bygningerne overfor til at fremtræde lettere uvirkelige. Det er som om man ser dem gennem en pixelleret skærm.


Er stilladset også en slags abstrakt skulptur og en synsmaskine? I modsætning til mange andre stilladser i byrummet er det ikke beklædt med reklamer, men insisterer på sit eget rum. For de fleste vil det formodentlig være usynligt som kunstværk med mindre man allerede er blevet omprogrammeret til at få øje på det? Men er denne usynlighed nødvendigvis et problem? Det offentlige rum er overfyldt af billeder og tegn der råber på opmærksomhed. En model for offentlig kunst i et sådan rum kunne måske netop være underspillede eller halvusynlige steder, som man kan selv aktivt skal finde og indtage?


Ved nødudgangen, den forkerte vej ud af kunsthallen, ligger stabler af en trykssag produceret af kunstnerne selv, som via fotomontager m.v. forlænger udstillingen i en dialog med samfundets øvrige byggepladser, infrastruktur og arkitektur. Træder man ud på trappe-afsatsen kan man se ned på to udendørs væg-konstruktioner anbragt i røde transportstativer, som midlertidige fragmenter. De står vinkelret på hinanden som vægge, der blokerer for den omgivende plads og danner et andet potentielt rum.


Skulptøren Robert Morris har skrevet om byggepladsen som område for æstetisk aktivitet: "It is interesting to note that in an urban environment construction sites become small theatrical arenas, the only places where raw substances and the processes of their transformation are visible, and the only places where random distribution is tolerated." (Robert Morris, Notes on Sculpture, Part 4: Beyond Objects). Måske ikke overraskende, at Morris kunne se en parallel mellem byggeriets materialer og minimalismens industrielle æstetikker, som han også selv arbejdede med. Men det er bemærkelsesværdigt, at han betegner byggepladsen som en form for teater og derved betoner, ikke dens materielle virkelighed, men netop dens kunstighed. Men måske er det faktisk en pointe, som også udstillingen her forholder sig til? At det byggede rum ikke kun er fysisk virkelighed men også et skuespil, en scenografi, en model i et computerprogram...


- Magnus Thorø Clausen